På en række af Tscherning Betons igangværende projekter vil selskabet teste fordelene ved one-stop-shopping af armering og hjælpeprodukter til betonstøbning. Dette sker som direkte resultat af Celsa Steel Services nye produktsortiment indenfor tilbehør.
Samarbejdet med Tscherning Beton er et eksempel på, at Celsas hjælpeprodukter til betonstøbning åbner døre for Celsa Steel Service Danmark. Flere rammeaftaler som dækker både armering og hjælpeprodukterne er da også helt efter planen, fortæller direktør Magnus Lundgren. Allerede i forbindelse med sin indtræden i virksomheden sidste år, satte han strategisk fokus på virksomhedens ønske om at være solution provider og det nu udvidede produktprogram indenfor armeringstilbehør er en del af den strategi.
”One-stop-shopping er eftertragtet af rigtig mange entreprenører, fordi det giver store fordele i det daglige arbejde på byggepladserne med bedre logistik og færre fejl. Det passer fint med vores strategi om at levere den samlede løsning, ikke bare produktmæssigt, men også i form af rådgivning og faglig sparring. At vores nye kraftigt udvidede produktprogram får god opmærksomhed hos entreprenørerne, er derfor med til at styrke Celsas position som leverandør af stærke helhedsløsninger”, fortæller Magnus Lundgren.
Hos Tscherning Beton A/S, har man fuldt fokus på projektoptimering. Man ser derfor frem til det nye samarbejde med Celsa Steel Service på dette område.
”Vi gør naturligvis hvad vi kan for at optimere vores projekter, og her spiller leverandørsamarbejder en vigtig rolle. Med mulighed for én og samme partner på armering og hjælpeprodukter til betonstøbningen ser vi gode muligheder for at optimere vores projekter, dialogen og samarbejdet med Celsa Steel Service”, lyder det fra adm. direktør Claus Gade hos Tscherning Beton A/S.